Et o-løb med 12 poster der handler om fordomme overfor spejdere
Fordomsløb
Løbet handler om nogle af de fordomme som omverdenen har overfor spejdere. Inden løbet startes kan man snakke om hvilke fordomme spejderne møder som spejdere og hvilke fordomme har de over for andre.
Ved hver post kan man tage en snak om, om holdene synes de præsenterede fordomme er korrekte.
Løbet kan afvikles i sin fulde længde som en del af weekend eller der kan udvælges poster så længden kommer til at passe med et spejdermøde en aften. Som udgangspunkt er alle poster levende, men nogle af dem kan også laves som døde poster (står som alternativ ved posten). Hvis der ikke kan skaffes mandskab til alle poster kan løbet evt afvikles som et stjerneløb, hvor en leder går med ud til posten. I så fald behøves der kun én leder pr hold.

Post 1: Båltænding
Fordom: Spejdere kan tænde ild ved at gnide to pinde mod hinanden
Holdene konkurrerer om hvem der først får ild ved hjælp af sten og flint eller bue osv. De får 10 minutter til forsøget. Hvis det endnu ikke er lykkedes får de én tændstik af gangen indtil det lykkedes.
Der gives point efter hvor få tændstikker der bruges.
Når bålet brænder sendes holdene ud på de efterfølgende poster.
Se vejledninger til ildbor og stål og flint under referencer
Materialer: Materialer til bål. Ildbor og/eller stål og flint. Tændstikker
Post 2: Bytte småkager
Fordom: Spejdere går og ringer på dørene i nabolaget for at sælge småkager
Holdene får udleveret en dåse/pose småkager som de undervejs skal bytte til noget andet. Resultatet afleveres når løbet er slut.
Der gives point efter hvor meget de kan bytte sig til.
Opgaven er nemmest at bruge, hvis løbet afvikles i byen.
Materialer: En pose med småkager
Post 3: Hjælpe gammel dame over vejen
Fordom: Spejdere skal hjælpe en gammel dame over vejen hver dag
På vej mellem to poster spørger en gammel dame om de vil følge hende over vejen. Holdet får point efter hvor hurtigt de reagerer og hvordan de følger hende over vejen (om de går langsomt, konverserer osv)
Materialer: Udklædningstøj til en gammel dame, fx kjole, sjal og stok
Post 4: Tænde ild i våde aviser
Fordom: En spejder kan tænde ild i alt, også våde aviser
Holdet får udleveret sammenfoldet avis der er dyppet i vand (ikke helt gennemblødt) og tre tændstikker. Holdet får efter hvor meget af avisen de kan brænde af.
Tricket er at folde avisen ud og finde en tør plet man kan tænde ild i
Materialer: Spand med vand, 1 avis pr hold, tændstikker
Post 5: Scorepost
Fordom: Spejdere scorer andre spejdere hver gang de er på spejderarrangementer
Hvem kan komme med den bedste spejder-scorereplik. Holdet får 5 minutter til at finde den mest kreative scorereplik der med garanti virker overfor en anden spejder.
Fx ”vil du med hjem og se min knobsamling”.
Der gives point efter kreativitet.
Kan være en død post, hvor scorereplikken skrives ned og præsenteres for de andre hold når løbet er slut
Post 6: Bære vand i spejderhat
Fordom: Spejdere går altid med hat fordi den kan bruges til alt.
Holdet skal gennemløbe en strækning med en spejderhat fyldt med vand. Den hurtige løsning er bare at løbe en strækning frem og tilbage, men der kan også laves diverse forhindringer undervejs.
Der gives point efter hvor meget vand der er tilbage når hele holdet har løbet.
Materialer: Spejderhat, vand, målebæger, evt forhindringsbane
Post 7: Skide i skoven
Fordom: Spejdere skider i et hul i skoven.
Find det bedste sted i området til at ”skide i skoven”
Holdet kan fx tage hensyn til:
- Er man skjult for forbipasserende
- Er der en pind at holde fast i
- Kan andre komme til at træde i det
- Kan man grave et ordentligt hul
- Er der plads til flere af gangen
- Andre kreative argumenter
Der gives point efter hvor mange ting der tages hensyn til, hvor mange flere kriterier de kan finde og hvordan stedet lever op til deres kriterier.
Kan også laves som død post. Så skal holdet bare beskrive det perfekte skide-sted, men behøver ikke finde det.
Materialer: Ingen
Post 8: Tjikker-likker
Fordom: Alle spejdere siger Tjikker-likker når de møder hinanden
De får udleveret teksten til Tjikker-Likker på papir. Holdet får 5 minutter til at lære teksten hvorefter de skal fremsige/råbe den for posten (uden papiret selvfølgelig)
Der gives point efter hvor korrekt teksten huskes og hvor godt der råbes.
Materialer: Seddel med TjikkerLikker
TJIKKERLIKKER TJIKKERLIKKER TJAV TJAV TJAV!
BOMMALAKKER BOMMALAKKER BAV BAV BAV!
TJIKKERLIKKER BOMMALAKKER TJIS BOM BAS
DET DANSKE SPEJDERKORPS - RA - RA - RA !
Post 9: Bede en bøn
Fordom: KFUM-Spejdere beder hele tiden
Holdet skal lave deres egen bøn. Personen på posten siger den første linje og derefter skiftes deltagerne på holdet til at sige deres del af bønnen. Bønnen skal på en eller anden måde handle om fordomme.
Der gives point efter hvor lang bønnen bliver og hvor godt de kommer omkring emnet.
Kan laves død, holder får temaet ”Fordomme overfor andre” som de skal skrive en bøn ud fra.
Post 10: Tjekket uniform
Fordom: Alle spejdere bærer total tjekket uniform der lever op til det strenge uniformsreglement.
Find 5 fejl på uniformen, fx.
- ene ærme rullet op, andet ned.
- enhedsmærke byttet om med Danmarks mærke
- Tørklædet sidder helt forkert
- Korpslejrmærke på ærmet
- To årsmærker
- Hvis det er en ”trop” uniform, så at ulvenavnet står der.
Der gives point efter hvor mange fejl der findes
Kan laves død – uniformen hængende.
Materialer: Uniform med fejl
Post 11: Blæse reveille
Fordom: Spejdere blæser reveille i deres horn hver morgen på lejr
Prøve at blæse i et horn. Evt. spille selve reveillen, ellers hør den.
Der gives point efter hvor meget lyd der kommer ud af hornet
Materialer: Signalhorn, trompet el lign. Evt reveillen optaget på bånd
Post 12: Snobrød
Fordom: Spejdere laver bål og spiser snobrød
Løbet afsluttes med snobrød over bålet der nu er brændt ned til gløder. Der gives point efter hvor ensartet snobrødet laves – både i form og farve.
Materialer: Bålet fra post 1, snobrødsdej, snobrødspinde
Hele løbet er også vedhæftet som word-dokument.
Materialer
Se beskrivelsen til de enkelte poster
Filer
Oprettet af: Bitten Eskerod Dige
Læs mere