Julelegene blev testet som en juleafslutning for flokken, og der var rigelig aktivitet til et helt møde. Vi havde pebernødder som gennemgående tema, og afsluttede med vores egen klassiker.
Der er listet en del forskellige julelege og vi nåede desværre ikke dem alle (havde ellers regnet med at det var hurtigt overstået)
Pebernødscurling
I den ene ende af et kartonark tegnes 3 cirkler indeni hinanden. Den inderste giver 100 points,
den næste 50 og den sidste 25 point. Deltagerne skiftes nu til at sende en pebernød hen ad arket. Når alle har affyret deres pebernødder, tælles pointene sammen, og den der har flest point, må så spise alle pebernødderne. Hold øje med med pebernødderne, så I ved hvis der er hvis, når pointene skal tælles op.
Som en del af aktiviteten lod vi banderne selv tegne målskiven op på et stykke papir som blev

tapet fast i den ene ende af bordet. Banderne sørgede selv for at tælle point op og kunne holde sig fanget af selve curlingen i 10-15 minutter. Der blev også testet med rigtige nødder, men pebernødderne var klart de bedste, da der var tilpas meget modstand i dem.
Aktivitetens længde: ca 25 minutter incl udformning af bane
Bedømmelse: God aktivitet til en juleafslutning. Fik dog ikke toppoint af så mange ulve, da man ikke måtte spise pebernødderne før til sidst.
Gem pebernødden
Alle forlader patruljelokalet undtagen én, der gemmer et antal pebernødder, så de er synlige. Spejderne kommer nu ind og må finde
og spise pebernødderne. Legen kan også leges med kravlenisser, med den lille variation, at de ikke må spises, når de er fundet.
Ideen blev testet med pebernødder og vakte stor lykke. I stedet for at lade én person gemme, gjorde vi det bandevis. To bander udenfor døren og én bande til at gemme (5 nødder pr mand). Der gik stor sport i at gemme synligt, men alligevel svært nok til at blive fundet til sidst. Det tog overraskende lang tid både at gemme og finde pebernødderne.
Aktivitetens længde: ca 30 minutter med 3 bander der skiftes til at gemme
Bedømmelse: Alle synes det var en rigtig god aktivitet. Både fordi det var spændende at gemme og finde, men også fordi man fik en masse pebernødder at spise.
Julemanden kommer flyvende med alle sine rensdyr
Denne aktivitet stod godt nok ikke på idé-listen, men den hører med som fast indslag til vores

juleafslutning. Aktiviteten går i alt sin enkelthed ud på at alle ulvene får et antal pebernødder i munden, hvorefter de skal sige "julemanden kommer flyvende med alle sine rensdyr". Hvis det går godt får de en pebernød mere. Hvis lederne ikke kan høre hvad de siger eller de ikke kan have flere pebernødder i munden, går de ud. Sidste mand m/k med flest pebernødder i munden har vundet. Det kan være en fordel at holde pause ind imellem, hvor alle mand tygger/spytter ud og holder en kort pause, derefter proppes det antal pebernødder ind, som man er kommet til. Dette års rekord var 32 pebernødder.
Aktivitetens længde: 20 minutter med 15 ulveunger
Bedømmelse: Størstedelen synes det er en rigtig god aktivitet, fordi man må lege med maden og spise alle de pebernødder man kan. Men selvfølgelig også fordi det er en tradition og man skal slå rekorden fra sidste år.