Hvad er nu det, tænker du nok! Et cykelstyrsmøde er et møde, som man får planlagt på cyklen på vej til spejdermødet. Men det kan da aldrig blive godt – eller kan det?
Et møde kræver ikke altid en lang planlægning – på 10 minutter kan man faktisk godt planlægge et rigtig sjovt møde som alle får noget ud af.
Sådan får du en kort aktivitet til at fylde et helt møde:
- Giv dig god tid til start- og slut ceremoni.
- Indlæg et par lege i løbet af mødet.
- Syng et par sange.
- Hav en lille stafet/konkurrence i ærmet.
- Indlæg en fri-leg-pause/”frikvarter” på ca. 10 min.
Gode hurtige idéer, til aktiviteter, der ikke kræver den store planlægning:
- Pionering.
Lav fx stridsvogne og tag et rask kapløb. Eller lav en gynge, vippe, karrusel eller forhindringsbane så man kan bruge det færdige bygningsværk til noget.
Aktiviteter med pionering
- Stomp.
Spejderne finder selv ting i og omkring hytten som kan bruges til at lave en rytme. Det kan fx være gryder, skeer, rafter, pløkke,sten, flasker osv. Derefter kan de indøve forskellige rytmer, lave deres eget orkester og spille til kendte spejdermelodier.
Aktiviteter med musik
- Internationale sportegn.
Patruljerne/banderne laver hver deres rute med internationale sportegn som de andre patruljer/bander derefter skal følge
Læs mere om int. sportegn
- Gør-Det-Selv
Der er altid et eller andet der trænger til at blive rengjort eller renoveret i spejderhytten. Find arbejdshandskerne og rengøringsmidlerne frem og slip børnene løs i fryseren, kælderen eller den fedtede fane.
- Tænd et bål
– og tjek i køkkenet om der ikke lige skulle være lidt tørgær og mel eller en pakke med pandekagemix
Aktiviteter med bål
- Naturen
Gå en tur og se på smådyr, træer, planter, fugle, dyrespor mm. Lav et sneglevæddeløb, find den længste regnorm, find en pind på 1 meter, en sten på ½ kg og præcis 1 liter vand.
Aktiviteter om naturen
- Rejs et telt
Skal det være lidt mere udfordrende, så tag bind for øjnene eller udstyr spejderne med forskellige handicap
Instruktion til teltrejsning
- Koder
Øv jer på morsealfabetet. Opfind patruljen/bandens egen kode og skriv hemmelige beskeder til hinanden
Aktiviteter med koder
- Læs en god historie
- Lav små konkurrencer
Find konkurrencer
Lav panikkasser
Lav en eller flere panikkasser. En panikkasse er en kasse, hvori man har forskellige ting, som man altid kan finde frem og lave nogle aktiviteter, bl.a. :
- Legekassen med bolde i forskellige størrelser; bordtennisbolde, tennisbolde, fodbold. Læg også lige et par legebøger i kassen så der også kommer nye lege på programmet engang imellem.
- Førstehjælpskasse – så man kan øve nogle forskellige forbindinger mm. Den kan også indeholde sminke til førstehjælpssminkning
- Naturkasse med opslagsbøger, insektstøvsuger, forstørrelsesglas og fiskenet
- Bålhyggekasse med tørgær, mel, pandekagemix og skumfiduser
- Læsekassen med gode oplæsningsbøger, eks. ”Junglebogen”
- Kodekassen med citronsaft (så kan man altid skrive usynlige koder til hinanden), morsenøgler, morseplader og kodehjul
- Spillekasse med terninger, et spil kort og patruljens hjemmelavede Sorteper med stjernetegn
Husk også altid at have følgende i hytten...
- farver/tuscher
- sakse
- garn
- papir, karton mm
- tændstikker
- sugerør
- vat
- elastikker
Og husk så at have faste pladser til det hele. Så er det nemt at finde når man skal panikke en aktivitet i en fart.