Houens Odde Spejdercenter

Hvad kan vi tilbyde din enhed?

Her findes lidt om, hvad Houens Odde kan tilbyde din enhed under en Centerlejr.

 

Primært henvender Centerlejrens aktiviteter sig til ulve, juniorer, tropspejdere og seniorer. Det betyder dog ikke, at der ikke vil være aktiviteter for bævere og rovere, da vi kan tilpasse nogle af aktiviteterne efter aldersgrupper.

 

Hvis du ankommer med bævere, skal du være opmærksom på, at der er aldersbegrænsninger på nogle af aktiviteterne. Til gengæld er der kommet nye aktiviteter som også bævere kan deltage i. Ligeledes skal du være opmærksom på, at der er udenlandske voluntører i staben og internationale enheder på lejren, så der kan blive talt engelsk på aktiviteterne og til lejrbål.

 

Nogle rovere vil måske savne udfordringer, men vi kan tilbyde klanen at hjælpe til et natløb, en temadag, en fællesspisning eller hvad I selv finder på. Send endelig en mail direkte til Lejrlederen og aftal, hvad jeres klan har lyst til.

 

Aktivitetscentret

Houmændene (centermedarbejderne) bor på Aktivitetscentret, hvor lejrens Idéværksted findes. I Idéværkstedet kan du altid henvende dig, hvis du har spørgsmål om aktiviteter eller andre ting på lejren.

Her findes også Slikboden, hvor det dagligt er muligt at købe slik, postkort, merchandise med mere.

Ligeledes er der et hus, der hedder Tutten, hvor der er mulighed at gå indenfor, hvis det regner. Tutten er huset som emmer af spejderånd og hvor spejderne kan tage en pause fra programmet - spil kan lånes i Idéværkstedet. 

I Tutten finder man også Leaders’ Corner, hvor lederne har adgang til internettet, kan planlægge hike og andagter og brygge sig en kop kaffe.

 

Lejrpladserne

Hver enhed får tildelt sin egen lejrplads i skoven. Ved fordelingen tages der hensyn til enhedens størrelse. Hvis du kommer med en lille enhed, kan du ønske at bo sammen med en anden enhed. Efter aftale med lejrlederen vil det også være muligt at overnatte i centrets 4 sheltere.

 

Rafter

Til lejretablering findes der rafter i næsten alle længder i raftegårdene på lejrpladserne. Husk, I skal selv stille dem på plads igen. Er der brug for flere rafter eller nogle bestemte længder, så kan Houmændene muligvis hjælpe med at skaffe dem.

 

Brænde, toiletter og vand

Tørt brænde i mindre stykker findes på et område bag Aktivitetscentret. Brændet er inkluderet i prisen.

 

Toilethusene er placeret forskellige steder på området. Der er indlagt vand, og der vil være mulighed for et begrænset antal varme bade. Men man skal spare på vandet, så der stadig er varmt vand til dem, der kommer bagefter.

Det er gruppernes ansvar, at toiletterne rengøres dagligt. Rengøringsplan laves til hver uge.

 

Vandstandere findes ved  toilethusene, bådbroen, Mosehuset og tømmerflådepladsen.

 

Bålsted

Der er faste bålsteder på alle lejrpladserne, der alle er hævede ca. 40 cm. fra jorden. Har I brug for en rist til bålstedet, så kontakt Houmændene i Værkstedet på lejren.