• Forside
  • Aktuelt
  • ScoutZone
  • Ledere
  • Inspiration
  • Forældre
  • Om KFUM-Spejderne
Nyt password?
Du er her: Aktuelt » Publikationer » Leder i... » Ny bæverleder

Leder i Bæverflokken

Hæftet henvender sig til alle, hvad enten du er ny som leder, om du overvejer at blive leder, eller om du er ved at skifte enhed og gerne vil have nogle faktuelle oplysninger om bæverarbejdet.

 

Med dette lille hæfte vil vi gerne give dig et indblik i de opgaver, der venter på dig som leder i bæver-flokken. Dette er kun ord på papir, så for at du kan få det bedste indtryk af bæverarbejdet, bør du deltage i et par bævermøder – det være sig i den lokale gruppe eller i nabogruppen.

 

Det er absolut ikke noget krav, at du selv skal have været spejder. Inde i hæftet kan du læse om, hvad du kan gøre for at få den nødven-dige spejderviden. Det bliver aldrig for sent at opleve og prøve spejder-livet….

 

- Spejderliv er leg!… Leg er at blive udfordret og at udfordre. Leg er fællesskab. Leg er glæde og spontanitet. Men KFUM-Spejderarbejde er mere end leg, det er "leg for livet", leg med mening, leg med formål, leg, der udvikler!

 

God læselyst og vi ses i den grønne skjorte!

 

Udviklingskonsulenterne  

 

 

 

 

Du får brug for fantasien

 

En bæverflok består af 10-20 børn i 6-8 års alderen, altså børn fra børnehaveklasse og 1. klasse. De holder møde en gang om ugen i 1 - 1 ½ time om eftermiddagen eller først på aftenen. I Bæverflokken er børnene delt ind i "familier". Bæverflokken har sin egne ceremonier.

 

Bævermødet starter med at alle står ved flodbredden. Først bygger de en dæmning, så der dannes en bæverdam. Fra hulen svømmer de op til vandoverfladen og synger deres bæversang. Inde midt i bæverdammen står Brune Bæver. Den er syet af mørkebrunt teddybearstof. Bævermødet slutter med en ligende ceremoni.

 

Børnene beskæftiges med lege og aktiviteter, der for en stor dels vedkommende handler om bævere og naturen. Vi studerer naturen dér hvor vi holder møde eller tager på tur. Børnene får øjnene op for naturen og lærer at færdes hensynsfuldt mellem dyr og planter.

 

Bæverne skal også lære at klare sig selv. Ligesom i hjem og skole prøver også bæverflokken, gennem leg at gøre børnene selvhjulpne på en spændende måde.

 

 

Bæverflokken er en del af gruppen

 

Bæverflokken er den yngste aldersgren hos KFUM-Spejderne.

 

Bæverflokken er ikke "før spejdere", men består af små spejdere.

 

Skal bæverflokken og dens ledere ikke føle sig uden for de øvrige i gruppen, må flokken tage del i de aktiviteter, der forgår på tværs af enhederne. Det er naturligt at bæverflokken knyttes særligt til ulveflokken, og at der er et samarbejde og fælles aktiviteter mellem de to flokke.

 

Det er meget vigtigt for bæverne at vide at der er noget at se frem til, når de bliver for gamle til at være i bæverflokken.

 

 

Hvad med forkyndelse i bæverflokken?

 

Det er et område, hvor du selv får lige så meget, som du giver. Under forberedelsen får du dit kendskab til biblen udbygget, og børnenes reaktioner (spørgsmål og kom-mentarer) under fortællingen er meget lærerige.

 

Forkyndelsen skal være meget enkelt og fortællende. Et barn i 6-8 års alderen vil suge til sig og tage alting bogstaveligt.

 

Forkyndelse kan være indøvelse af salmer, både de traditionelle og de nyere. Det kan være genfortælling af en tekst (fra Det gamle eller Det nye Testa-mente). Det følges op af en aktivitet fra bævernes side, f.eks. tegning, dramatik eller samtale mellem børn og ledere.

 

For mange børn er tale om Gud ukendt. Brug hellere en klar tekst, som bæverne kan forstå i stedet for en masse ord om en tekst eller om et kristeligt emne. Lad bæverne bede Fadervor i kor ved hvert møde og slut mødet af med bæver-bønnen ( i Den Grønne Spejder-sangbog).

 

 

Du er en del af et lederteam

 

Når man er leder i en bæverflok, er det meget vigtigt, at man har et godt fællesskab med de andre ledere, både i bæverflokken og gruppens andre enheder, men også i grupperådet, hvor også forældrerepræsentanterne er med. Et godt fællesskab giver større glæde ved at være leder.

 

Opgaverne ved bævermødet deles ligeligt mellem jer. Lederne må kunne stole på hinanden, og I må være enige om, hvordan flokken skal fungere. En velfungerende lederstab er den første betingelse for, at bæverflokken kommer til at arbejde godt.

 

 

Du kan få støtte til opgaverne!

 

Vi er en masse mennesker, der sidder parat til at hjælpe dig med at få din bæverflok til at fungere. Nogle af os er selv bæverledere, så vi ved, hvilke problemer du kan komme ud for. Hjælp og støtte kan du få hos nabogruppen, hos distriktsstaben eller hos korps-sekretæren.

 

Divisionsstaben arrangerer møder for alle ledere i distriktet hvert kvartal.

 

Nogle gange er er en del af mødet opdelt i mindre grupper. Du kommer med i gruppen for bæverledere og -assistenter. Det er inspirerende at mødes med ledere fra andre grupper i distriktet, og der er altid mange praktiske idéer at tage med hjem.

 

Derfor bør du, sammen med de andre ledere i din gruppe, tage af sted hver gang distriktet indkalder.

 

De grønne centre har et idécenter. Her findes de fleste af korpsets bøger, pjecer og idématerialer klar til brug. Nogle idecentre har samlet programmer fra hundredevis af møder, ture og lejre, som man kan få inspiration fra. Du kan hos din gruppeleder forhøre dig om idécentret i dit distrikt.

Du kan også besøge http://www.spejdernet.dk/idecenter

 

 

Uddannelse

 

Der er mange muligheder for at få uddannelse i at være bæverleder.

Distrikterne arrangerer årligt et kursus, der hedder "Grenkursus for børneledere", som er for Bæver-, Ulve- og Juniorspejderledere. "Grenkursus for børneledere" er et weekendkursus, som går i dybden med den enkelte aldersgren. Som bæverleder bliver man præsenteret for arbejdsstoffet til bævere, og man lærer en masse om bæveriderammen, ceremonier og udsmykning. Fælles med de andre enheder lærer man om patruljeidéen og spejdermetoden, der er arbejdsformen i alt spejderarbejde. Man lærer også at motivere børn, at opbygge andagter, og der berøres emner som ledersamarbejde og forældresamarbejde og den psykologiske baggrund for udviklingen hos de 6-11-årige børn.

 

"Grenkursus for børneledere" er kun et skridt på vejen i KFUM-Spejdernes linjeuddannelse, og inden man når så langt, skal man først gennem stabsaften i gruppen, og på introduktionskursus som er endagskurser, som distriktet holder.

Du kan også besøge www.spejdernet.dk/udd

 

 

Støtte fra korpset

 

Korpset udgiver et idéblad, der hedder Aladdin. Det er fyldt med idéer til møderne. Bladet henvender sig til Bæver-, Ulve- og Juniorspejderledere.

 

Aladdin udkommer 4 gange om året. Din gruppeleder kan bestille det på korpskontoret.

Et af de bærende principper i spejder-arbejdet er "learning by doing" – at spejderne (fra bævere til rovere) lærer ved at prøve tingene i praksis. Det betyder at spejderne lærer og udvikler sig ved at eksperi-mentere sig frem og ved at lære af egne fejl.

 Færdigheder opnås ikke gennem teoretisk undervisning, men gennem praktiske aktiviteter.

 

 

Arbejdstræet

 

Arbejdsstoffet er beskrevet i bogen "Arbejdstræet for Bævere og Ulve – en leder-vejledning". Arbejdstræet er delt op så man gennem sin spejdertid, fra bæver til rover, løbende arbejder med et af de 7 basismærker der danner grundlaget for vores arbejdsstof. Hos bæverne arbejder man med at tage det første af disse mærker, som er basismærket pil. Der er desuden en række specialistmærker som man kan arbejde med, hvis man ønsker at udbygge bævernes evner på et specielt område.

 

Arbejdstræet er opbygget, så børnene i alle enheder, arbejder med de samme overordnede aktivitetsområder, men med en voksende sværhedsgrad. De 5 aktivitetsområder er: natur, friluftsliv, tro og fællesskab, lejrliv og klar dig selv. På den måde bliver programmet både sammenhængende og fremadskridende.

 

Til børnene findes en lille lommebog, så de selv kan se, hvilke krav der stilles for at løse opgaverne til et mærke, og for at de eventuelt kan løse enkelte opgaver hjemme.

 

Derudover har Spejderforlaget udgivet en lang række publikationer, hvoraf skal nævnes

"Bæverliv" – stor inspirationsbog til nye og gamle bæverledere.

"Lommebæver" – lommebog som giver bæveren en masse gode idéer til spejderarbejdet.

Dertil kommer bøger, som kan benyttes i alle aldersgrene, f.eks. "Grib en idé", "Ud og i gang", "Tovværksarbejder" og "117 idéer til forkyndelse" m.fl..

Du kan også besøge www.spejdernet.dk/arbtrae