En gråvejrsdag i november stod lederne fra Svendborg omkring et bål, og fortalte hinanden om deres bedste oplevelser med gruppen. En simpel tegneøvelse satte fokus på succeserne og gav Svendborg gruppe nye pejlemærker at arbejde videre imod.
KFUM-Spejderne har fire udviklingskonsulenter ansat, som samarbejder om at hjælpe og udvikle arbejdet i grupper og distrikter og udvikle spejderarbejdet på korpsplan.
I november havde KFUM-Spejderne i Svendborg besøg af en af KFUM-Spejdernes udviklingskonsulenter.
”Vi trængte til at finde nogle nye pejlemærker” fortæller gruppeleder Carsten Andersen, som derfor ringede til udviklingskonsulent Morten Grouleff.
I god tid inden arrangementet snakkede de to sammen om hvad der skulle ske, og i den forbindelse dukkede behovet op for at få illustreret de gode oplevelser den enkelte havde haft med gruppen.
Frem med farveblyanterne
Alle lederne fik derfor den opgave, at de inden visionsdagen skulle tegne en tegning der beskrev en god oplevelse de havde haft i gruppen.
”Når man tegner sine succeser, tvinger det én til at overveje, hvad det egentlig var, der gjorde at det var en god oplevelse. Når lederne bagefter fortæller andre hvad tegningen viser, så får alle større bevidsthed om, hvad der er det centrale i oplevelsen”, udtaler udviklingskonsulent Morten Grouleff.
En gråvejsdag i november stod lederne så omkring bålstedet ved deres hytte på Thurø og fortalte hinanden om deres største oplevelser med gruppen, og engagementet var helt i top, når lederne fortalte om sin egen tegning,
Tegneøvelsen blev efterfølgende fulgt op af andre øvelser, som i sidste ende gav Svendborg gruppe en lille håndfuld nye pejlemærker at arbejder videre med.
”Øvelsen er god, fordi tilhørerne lærer mere om hinanden og får øje på ting de ikke selv havde set som succeser, når de hører om de andres tegninger, og det kan booste engagementet og sammenholdet i en gruppe”, fortæller Morten Grouleff