15. september 2011
KFUM-Spejderne går nu i gang med aktivt at styrke det spirende demokrati i Tunesien. Med støtte fra Udenrigsministeriet skal KFUM-Spejderne lave aktiviteter der fremmer demokratiet, og opbygge en ny lederuddannelse i det tunesiske spejderkorps, som skal sætte dybe spor i hele det tunesiske samfund.
KFUM-Spejderne og det tunesiske spejderkorps ”Les Scouts Tunisiens” igangsætter nu et storstilet projekt i Tunesien i forlængelse af de sidste tre års samarbejde.
Projektets formål er at bidrage til et demokratisk Tunesien, hvor unge kan arbejde og udfolde sig, og hvor drenge og piger har lige muligheder.
Samtidig skal projektet uddanne 600 tunesiske spejderledere til iværksættere, der kan skabe forandringer i det tunesiske spejderkorps såvel som hele det tunesiske samfund.
Projektet er støttet af Udenrigsministeriets ”Frihedspuljen” med 4,1 million kroner over to et halvt år, og skal løbe frem til 2014.
Kick-off i oktober
I weekenden den 30. september til 5. oktober 2011 bliver det nye projektsamarbejde sat i søen.
Her mødes repræsentanter fra KFUM-Spejderne med repræsentanter fra Les Scouts Tunisiens i Tunesien for at markere det officielle startskud.
Samtidig skal de endelige rammer for projektet fastlægges og projektaftalen underskrives.
Påvirke unges muligheder
Projektet er døbt ”Future Scouts of Tunisia” og kommer til at spille en rolle i forbindelse med det forestående valg i oktober.
Her går tuneserne til valg og sammensætter det parlament, der får til opgave at lave en ny forfatning, efter at præsident Zine al-Abidine Ben Ali blev væltet ved folkelige protester i januar.
"Noget af det allervigtigste i de projekter vi nu begynder på i Tunesien er, at vi som spejdere går ind og viser vores samfundsengagement. Projektet er en mulighed for at fortsætte det samarbejde, vi har haft med det tunesiske spejderkorps siden 2008, og bruge vores indflydelse til at styrke en demokratisk struktur i det tunesiske spejderkorps. Samtidig har vi mulighed for at påvirke de unge tuneseres udsigt til at kunne arbejde aktivt med landets nye forfatning,” siger Lisbet Lentz, næstformand i KFUM-Spejderne og medlem af projektets koordinationsudvalg.
Projektet skal foruden den demokratiske indsats i forbindelse med valget, samtidig uddanne 600 tunesiske spejderledere i alderen 15-35 år og gøre dem til iværksættere og projektledere, der kan drive sociale projekter og lave jobskabende iværksætteri i Tunesien.
”KFUM-Spejdere er eksperter i at uddanne ledere og iværksættere. Den erfaring vil vi gerne lade vores tunesiske partnere drage nytte af, ved at ruste dem til at igangsætte virksomheder, projekter og sociale initiativer, der kan være med til at opbygge det spirende demokrati”, siger Lisbet Lentz.