6. oktober 2011
Repræsentanter for 70 børne- og ungdomsorganisationer mødes den 3. december 2011 for at debattere demokrati og foreningsliv. Skal du med?
Har du interesse for foreningspolitik og samfundsforhold? Vil du være med til at pege på retningen som Dansk Ungdoms Fællesråd skal arbejde i for Danmarks samfundsengagerende foreninger og organisationer?
Du kan lige nu søge om at repræsentere KFUM-spejderne ved Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF delegeretmøde.
Mødet foregår den 3. december 2011 på CPH Conference i København.
Du skal sammen med Styregruppen for Eksterne Relationer være med til at sætte KFUM-spejdernes præg på mødet og på DUFs arbejde i fremtiden.
Møde i demokratiets tegn
Delegeretmødet er DUFs årlige landsmøde, hvor repræsentanter for alle medlemsorganisationer mødes for at debattere DUFs indsats på ungdomsområdet de kommende år.
Et arbejde der gerne skulle gøre det lidt nemmere at være børne- og ungdomsforening i Danmark.
Der kommer ca. 250 andre unge primært i alderen fra 18 - 25 år fra de øvrige medlemsorganisationer. Delegeretmødet foregår hele lørdag og om aftenen er der en middag med underholdning.
Årets delegeretmøde står i demokratiets tegn. Økonomi- og Indenrigsminister, Margrethe Vestager, vil stille skarpt på demokratiets aktuelle tilstand og fremtid samt indlede temadrøftelse af indsatsområdet D – Demokrati, der foregår i fem inspirerende workshops.
Ansøg nu
Delegeretmødet er DUFs øverste myndighed, og i år er det valgår. Der skal vælges og nedsættes en ny styrelse for 2012-2013.
Foruden selve delegeretmødet skal du så vidt muligt også deltage i et forberedende møde i København den 15. november kl. 18-21.
Hvis du kunne tænke dig at være med i KFUM-Spejdernes delegation, skal du sende en kort motivation for hvorfor du skal være med i delegationen til Styregruppen for Eksterne Relationer – kontaktperson Michael Seeberg: michaelseeberg@kfumspejderne.dk
Du skal sende din ansøgning senest den 25. oktober 2011.
Læs mere på DUFs egen hjemmeside