Olivia, Patrick, Clara, Oliver, Mikkel og Christina var superspændte da de mødtes foran Tivolis Hovedindgang lørdag aften. De seks skulle om få timer repræsentere alle spejdere, når et samlet bidrag på 250.000 kr. skulle overrækkes til værterne for Danmarks Indsamling Hella Joof og Kim Bilsøe Lassen.
Synd for dem
Olivia og Clara er fra 3. Lyngby Gruppe. Olivia glæder sig rigtig meget til at komme op på scenen og overrække de 250.000 kr. - et næsten ufatteligt beløb.
- At hjælpe andre er sådan noget, alle kan, mener Olivia.
- Det er rigtig dejligt at hjælpe andre. Jeg kan godt lide at hjælpe andre, og jeg håber, at jeg gør det tit. Og så håber jeg, at der er mange, som vil hjælpe dem i Haiti for eksempel, som har haft det her jordskælv. Det er synd for dem.
Stor eller lille hjælp
Clara giver hende ret og beskriver indsamlingen som en "stor" hjælpe-ting:
- En stor hjælpe-ting er at gøre noget i verden. En lille hjælpe-ting er at hjælpe nogle andre for eksempel at slå græs eller noget.
I stedet for en BigMac
Oliver og Patrick kommer fra Det Danske Spejderkorps, hvor Spejdernes Gebrug i Farum har taget initiativ til Spejdernes donation til indsamlingen. Oliver understreger at det handler om hvad den enkelte kan gøre:
- Det er vigtigt at hjælpe andre, når vi har det så godt selv. 150 kroner fra os, er jo ikke ret meget. Det er som en tur på McDonalds eller sådan noget. Så kan man jo lige springe det over, og så være med til at redde nogen.
- Vi skal overrække 250.000 kroner i aften på vegne af spejdernes genbrug i Farum og alle spejdere i Danmark. Det er rigtig mange penge.
Sceneskræk
Oliver er også lidt nervøs: det er nemlig ham der skal sige noget, når spejderne kommer op på scenen. Klokken halv ti bliver spejderne hentet fra den bageste række blandt tilskuerne. Her har de tilbragt tiden i selskab med direktører fra nogle af Danmarks største virksomheder, der også har givet store beløb til indsamlingen.
Og endelig bliver det spejdernes tur at komme op til Hella. Oliver fortæller Hella Joof hvordan det er alle spejdere der står bag pengene, og Olivia og Clara overrækker beløbet trykt på en gammel serveringsbakke, som genbrugsmarkedet ikke har kunnet finde en køber af.